Skumhusets historie
Skumhusets rejse startede for lidt over 50 år siden i en lille forretning i Sjællandsgade i Aarhus af Preben Gordon Hansen. Efter små 10 år i Sjællandsgade flyttede butikken til Latinerkvarteret, hvor Skumhuset i de næste 40 år havde en kendt plads i det gamle, gule pakhus på Pustervig Torv.
Det lå ikke lige til højrebenet, at Skumhusets ejer, Preben, skulle starte sin egen forretning op med skum og stof, da han i virkeligheden er uddannet maskinarbejder. Dog voksede interessen for møbeldesign sig stor efter Prebens far, som var sælger til møbelfabrikker. Her tog Preben og faren på møbelmesser rundt omkring i landet og hentede inspiration til udvikling og design af møbler.
Skumhuset blev en realitet, hvor der var fokus på at levere skum og stof i høj kvalitet med lang levetid og holdbarhed. Preben fortæller om en af historierne fra Skumhuset:
»Det var os, der leverede madrasserne til hippielejlighederne i Den Gamle By, for vi havde jo stadig de originale stoffer. Vi lavede også hynderne med grønt fløjl til Bent J, da han åbnede sit værtshus i slutningen af 1970’erne. Det er det samme skum, der stadig er i hynderne hos Bent J. i Den Gamle By, men det er det tredje hold stof.«
Som årene gik, blev det svært at følge med fra den ikoniske plads midt i hjertet af Aarhus. Derfor var det næste, naturlige skridt på Skumhusets rejse at rykke ud af det gule pakhus.